Fra æstetik:
Historien foregår i et cirkus i Paris i 1970'erne. (...) Der bliver gjort meget ud af romantikken i cirkusatmosfæren, at flyve gennem luften på en trapez, osv. osv. Tænk cirque her, ikke cirkus. Vi laver riffs fra den gamle verden om ringens romantik og tarvelighed. Der er ingen elefanter i tutuer, der går på bagbenene; det er spalteøjede jonglører og vovede dødselskende trapezkunstnere og triste pjerrotklovne, også selvom pjerrotklovnen – vores helt, Torinosu, 'Fuglerede' – har en falsk rød næse. Den tavshed kommer af, at cirkusmesteren pimper sine artister ud til alle, der er villige til at betale. (...) Og der er tanbi-dekadence – spøgelser, der vandrer ind i handlingen og ligner teenagepiger, selvom de er heltens bror, og forladte neurotiske kvinder med en ting for at påføre smerte, og buracon og muligt mord og uudtalt pining og en helt, der ser ud til at gå til grunde når som helst af terminal angst.
