Barfodet Gen fortæller bombningen af Hiroshima fra perspektivet af en ung dreng, Gen og hans familie. Men bogens temaer (den fysiske og psykiske skade, som almindelige mennesker lider under krigens virkelighed), er køligt sande i dag. Gen og hans familie har længe kæmpet uden meget mad, penge eller medicin, men på trods af vanskeligheder forsøger de at opretholde et udtryk for det normale liv. De voksne er udmattede og næsten fortvivlede; børnene tager luftangreb og sult mere eller mindre i skridt. Nakazawa, en overlevende fra Hiroshima, skildrer effektivt belastningen ved at leve i dette miljø og viser, hvordan bestræbelser på at være optimistiske under dystre omstændigheder undertiden manifesterer sig som manisk, irrationel humor. Historien byder på en vis optimisme: tegn udfører selvopofrende handlinger af hensyn til naboer og kære (f.eks. Når Gens gravide mor bliver syg af underernæring, udgør han og hans bror som forældreløse og optræder på gaden og smider pengene over væggene i deres hjem, så de ikke bliver fanget). Under denne dygtige holdning er forældrenes dybe skyld og følelse af hjælpeløshed. Når børnene klirrer ekstatisk over et skrot mad, opløses forældrene i skam og sorg. Kunsten er skarpt tegnet og udtryksfuld, og fortællingen har en sådan naturlig rytme, at det er let at blive trukket ind i familiens liv, hvilket gør katastrofalæser, der ved, at de venter endnu mere ægte, intim og vanskelig at tage. På trods af sin foruroligende natur er dette arbejde uvurderligt for de lektioner, det giver i historie, menneskehed og medfølelse.
